Dansk Karkirurgisk Selskabs Patientinformation
ÅREKNUDER (VARICER)
INDLEDNING.
Åreknuder er udvidelser af de overfladiske blodkar (vener) på benet. Disse vener medvirker til at føre blodet tilbage til hjertet, men de kan undværes, fordi blodet kan løbe i andre vener, der ligger både overfladisk og dybt i benet. Åreknuder opstår, fordi klapperne i venerne ikke fungerer, så blodet løber »baglæns« fra de dybe blodårer ud i de overfladiske, der kommer udposninger eller »knuder«.
Sygdommen kan give ubehag eller smerter, hævelse og i værste fald eksem og sår på skinnebenet Åreknuder kan i sjældne tilfælde briste og bløde. Tendens til åreknuder er arvelig, kan forværres under graviditet og ved fedme. Sygdommen er i sig selv ufarlig, men operation kan komme på tale, når der er mange gener.
HVORDAN UNDERSØGER MAN FOR ÅREKNUDER?
Lægen, som undersøger dig, vil udspørge dig om gener og symptomer, foretage en almindelig lægelig undersøgelse og ultralydsscanne dine ben. Lægen tager stilling til, om du skal have foretaget andre undersøgelser. Man vil ved undersøgelsen forsøge at afgøre, om generne i benene kan skyldes åreknuder, og om der er grund til at anbefale operation.
FØR OPERATIONEN.
I tilfælde af operation vil du blive opereret i fuld-bedøvelse, alternativt ryg-bedøvelse. Hvis du har behov for afslappende medicin inden operationen, skal du tale med narkoselægen.
Man skal faste fra midnat - dvs. ikke drikke, spise eller ryge fra midnat aftenen inden operationen. Om morgenen skal man hjemme tage et bad, hvor man samtidig fjerner hårene fra lysken og nedefter på det ben, der skal opereres. Når du møder om morgenen, vil du få operationstøj på og komme i seng. Du vil komme til at tale med den læge, der skal operere dig og eventuelt blive ultralydsscannet igen. Lægen markerer åreknuderne med en tuschpen, det er derfor vigtigt at du ikke har smurt creme på benene morgenen inden operationen.
HVORDAN FOREGÅR OPERATIONEN?
Der foretages et snit i lysken eller i knæhasen, afhængig af åreknudernes lokalisering. Eventuelt trækkes den overfladiske vene ud på låret (stripping) ved hjælp af endnu et snit ved knæet. Selve åreknuderne fjernes ved små snit på lår og/eller underben.
UMIDDELBART EFTER OPERATIONEN.
Efter operationen køres du til opvågningsafdelingen, hvor en sygeplejerske vil tage sig af dig, til du er klar til at komme hjem. Hun vil bl.a.tilse forbindingen og måle puls og blodtryk.
Det opererede ben vil være bundet ind i en elastisk forbinding, og man må ikke selv køre hjem eller være alene i døgnet efter udskrivelsen. Det vil være en god ide, hvis du har et par løse bukser, kjole eller nederdel på og et par sko, der ikke er for stramme, af hensyn til den forbinding du får på benet.
EFTER UDSKRIVELSEN.
Det er vigtigt, at man allerede om aftenen efter operationen går lidt rundt, eller i hvert fald vipper med tæerne med benene let løftet. De første dage efter operationen skal man have benene løftet, når man sidder eller ligger. Den elastiske forbinding må ikke sidde for stramt, og vil i de fleste tilfælde være erstattet af en støttestrømpe med kompressionstryk 15 - 18 mmHg. Tæerne skal være varme, de må ikke føles sovende og snurrende. Støttestrømpen skal anvendes i 4-6 uger, med mindre andet er aftalt, og den skal tages af om natten.
EFTERBEHANDLING OG KONTROL:
Trådene fjernes hos egen læge ca. 10 dage efter operationen, og du kan starte på arbejde igen i løbet af 8 dage eller før, afhængig af dit arbejde.
Man vil normalt få en tid til kontrol i ambulatoriet 3-6 mdr. efter operationen.
KOMPLIKATIONER ELLER BIVIRKNINGER.
Det er normalt at have lidt smerter i sårene. Man kan eventuelt tage 2 tabletter Panodil højest 4 gange dagligt eller anden smertestillende medicin efter aftale.
De første 1 -2 dage efter operationen er det normalt at have lidt feber. Hvis temperaturen stiger over 38,5 eller hvis den ikke falder efter et par dage, bør man kontakte egen læge.
Rødme og hævelse af såret og eventuel samtidig feber kan være tegn på betændelse.
Blødning gennem forbindingen vil ofte stoppe hvis benet holdes højt og man trykker let på området. Fortsætter blødningen må afdelingen kontaktes.
Det er normalt at man, når man fjerner forbindingen kan have “blå mærker” og hårde områder under huden.
Man vil ofte kunne få moderat følelsesløshed omkring de steder, åreknuderne er trukket ud. Dette vil som regel bedres noget med tiden. I sjældne tilfælde kan der opstå mere udbredte områder med følelsesløshed eller svien og brænden i huden, ligesom der i meget sjældne tilfælde kan opstå dyb årebetændelse efter operationen.
Forud for operationen må mulige komplikationer vejes over for gevinsten ved operation.
Redigeret 28/9 2003